Præsten har ordet

Nu har vi altså jul igen

Det lader sig ikke skjule, at snart åbner vi den første låge i årets julekalendere og alt vil være som det plejer, vi vil dykke ned i godteskålene og kagedåserne og skæret fra tændte stearinlys i adventskranse vil fylde vores stuer og i fjernsynet vil de synge ’Når du ser et stjerneskud’ og ’Vinteren er så kort vi må bruge hvert minut’ (Bjældeklang) og midt i al denne december hygge får vi måske lov at glemme, at verden slet ikke er som den plejer; at julen for langt de flestes vedkommende, nok ikke kan blive helt som den plejer i år.

Og adventstiden plejer at være ventetid, men den plejer også at være forberedelsestid og det samme går for sig i år, men mon ikke juleindkøbene og de hyggelige kaffepauser ikke så meget bliver grangrønne og hjerte-rød-hvidternede, som de bliver lyseblå som de mundbind, vi alle har klar i lommen eller i håndtasken, og mon ikke at flere gaver end normalt bliver købt på nettet.

Men lad os sammen forsøge at overdøve lugten af håndsprit med duften af julete og friske grangrene, med duften af nelliker i appelsiner og af nylavet konfekt og lad os forsøge at bære over med hinanden. For der er kommet et nyt ord i vores ordbog, og jeg tror ikke, at vi kan komme helt uden om, at december og vinteren i år kommer til at være en lille smule præget af denne, indtil for nyligt ikke eksisterende, coronatristhed. For meget er vendt på hovedet og året 2020 har været præget af aflysninger og laven om på planer også her i Kirken, og sådan må vi også forvente, at vores jul og vinteren bliver det.

Så vores forberedelsestid i år giver måske julefreden nogle andre premisser end ellers, for i år vil ikke alt være ligeså timet og tilrettelagt, som normalt, for vi ved jo ikke rigtig, hvad vi kan regne med. Ydermere er der mange ting, vi ikke skal nå i år: julefrokosterne, de store juleafslutninger og julefester, og jeg tror at mange oplever både en vis lettelse over at skulle have knap så travlt som ellers og en tristhed. Tristhed over ændrede vilkår og over mistede muligheder; flere er ramt på økonomien og vi er alle ramt på den tryghed, vi er vant til at føle. Så lad os bære over med hinanden, når humøret er lidt mørkere end det plejer at være og lad os bære lys for hinanden og minde hinanden om, at julen er hjerternes fest.

 

 

Selvom vi måske ikke kan komme til synge sammen, som vi plejer, stimle sammen, som vi plejer, selvom vi ikke kan holde hånd rundt om det store juletræ, som vi plejer, så er julen dog den højtid, hvor vores hjerter mødes og røres af fortællingen om det lille barn, der kom ind i verden. Vores hjerter røres af fortællingen om Guds søn, der pludselig lå der, lille og forsvarsløs, i halm og mørke og brød det hele med lys og kærlighed og fred. Og med ét var der (...) en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:  Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!

Lad os nu tage hul på december, lad os, spændte på hvad der gemmer sig, åbne julekalenderens første låge, den på væggen, den på køleskabet, den i fjernsynet og lad os tage imod adventstiden, som den tid, der kommer til os med håb og glæde og dufte og stunder af nærvær: medmenneskers nærvær, gode fortællingers nærvær og nærværet af julens evangelium, der forkynder fred til mennesker med Guds velbehag.

Tiden er flygtig men ind i alle tider taler julens evangelium og i vores julemåned, i adventstiden, kan der opstå den der helt særlige stemning, der er uafhængig af alt den tid og trængsel og alarm:

Der er noget i luften,
et barndommens bud,
som lyser imod mig
som stjernen fra Gud,
som leder mig stille
til frelseren lille
med barndommens fryd,
skønt barndommen flygted som fuglen,
der rejste mod syd.

O kom til os alle,
du højtidens drot,
om lokken er gylden,
om håret er gråt!
Udbred dine hænder,
mens lysene brænder,
og skænk os din fred,
thi evig, ja evig er glæden,
når du følger med.

(Der er noget i luften
Tekst: Vilhelm Gregersen, 1911
)

Rigtig glædelig og velsignet jul. Sognepræst Rikke Pedersen