Præsten har ordet

Smid maskerne

Det er fastetid, og vi er på vej mod påske. I den kristne tradition er der i fastetiden fokus på identitet: Hvem er jeg, og hvad betyder det for mit liv og mine handlinger, at jeg tror på Gud.
Til fastelavn leger børnene med deres identitet. De tager masker og kostumer på, synger fastelavnssange og får en fest ud af det. Vi voksne får i lyset af påsken en mulighed for at tage vores masker af og reflektere over, hvem vi så er. For mange mennesker, der mister deres job, sker det ufrivilligt i disse tider. Så kan det føles, som om man mister sin identitet. For hvem er man, når man ikke længere kan fortælle, hvad man laver? Så kan det være godt at besinde sig på, at nok fortæller det, vi laver, noget om, hvem vi er, men vi er også mere end vores arbejde og den rolle, det giver os.
I gamle dage var fasten en tid for forsagelse. Og som en af de første prædiketekster i fasten står stadig fortællingen om Jesu forsagelse i ørkenen. Ikke blot afstod Jesus fra mad og drikke, som ellers opretholder vores liv, men herefter afviste han også fristelsen til at bruge sine evner til at få magt for sin egen skyld. Der var noget, der var mere værd for ham. På den måde er fortællingen unik, at Jesus modstod fristelserne til at gøre det, vi alle mere eller mindre gør uden at have bevidsthed om det: sikre os materielt, betinger troen på Gud af, hvordan det går os, og endelig tror, at magt i sig selv er efterstræbelsesværdig.
Derfor er det ikke uden videre en fortælling til efterfølgelse; og dog er det kristendommens budskab, at hvert enkelt menneske lever og får sit liv fra den samme Gud. Vi har alle samme mulighed for at forholde os til Ham som den egentlige kilde til glæde og mening i det liv, vi lever.
Spørgsmålet er så, hvad vi kan lære af Jesus og det, han forsagede: at lave brød af sten, at springe ud fra en klippe for at teste Guds løfter og endelig at vinde hele verden ved at tilbede magten for magtens egen skyld.

I så fald kunne det være, at mad og materielle goder ikke er alt. For os, der lever i den vestlige verden, skulle det jo egentlig ikke være så svært at forstå, for de fleste af os mangler jo ingenting. Det mærkelige er blot, at selv i en fastetid som nu, er det skattelettelser og øget forbrug, der står på den politiske dagsorden.
Det kunne også være, at vi ikke skal teste Gud. Mange mennesker har fortalt om, hvordan de har mistet troen det øjeblik, de rammes virkelig hårdt af tab eller opdager den meningsløse lidelse i verden. Det, Jesus i den forbindelse siger nej til, er, at vi ikke kan bruge troen på Gud som et sikkerhedsnet, der er spændt ud under os, som vi så kan teste i forventning om, at det betyder, at alt vil gå uden modgang og smerte.
Det sidste kunne være, at det, der er stort i menneskers øjne, magten til at eje og regere over andre, ikke betyder, at vi kommer nærmere livets mening. Så ligegyldigt hvor meget vi realiserer os selv og erhverver os magt, der gør os til noget i andres øjne, så gør det os i virkeligheden ikke større eller bedre.
At leve troværdigt må da være at tro på, at livet ikke er de masker, vi tager på. Og hvis vi over for Gud kan tage masken af, sidder den måske også lidt løsere i forhold til andre og udgør ikke hele vores identitet.
Så kan vi da også fejre påsken og glæde os over den højtid, der mere end noget andet løfter os ud af hverdagens trummerum, med tid til hinanden og til det, vi kan være fælles om i et ”umaskeret liv”.

Glædelig påske!

Annemette Nissen