Præsten har ordet

Du bærer livet i din hånd

Foråret har efterhånden fået rigtig godt fat derude. Vinterens begrænsede farveskala af brune og grå nuancer viger for et skær af lysegrønt. Blomster lyser op hist og her i strålende farver. Fra mit vindue kan jeg se ud på havens æbletræ, hvor de små sarte æbleblomster er ved at folde sig ud. Alt er, som det plejer på denne årstid. Eller næsten alt, for små tegn afslører jævnligt, at naturen er begyndt at opføre sig en smule anderledes, end den plejer. For to år siden satte æbletræet blomster allerede i slutningen af februar, sidste sommer var den varmeste og tørreste i mands minde, og vi har netop været igennem endnu en vinter uden nævneværdig sne eller kulde. Naturen er forvirret og ude af balance, og pilen peger på os mennesker. Her til lands er forandringerne måske til at overse og leve med, men globalt meldes der om både tørke, oversvømmelser og altødelæggende storme. Livsgrundlaget for mennesker og dyr er mange steder truet af klimaforandringer, og hvis man medregner vores skånselsløse rovdrift på jordens ressourcer, så lover det ikke særlig godt for naturens balance og mangfoldighed fremover.

Man kan hævde, at det er en politisk sag, der egentlig er kirken uvedkommende. For Biblen handler jo først og fremmest om vores forhold til Gud og hinanden: Ligesom vi tror på, at Gud tager kærligt hånd om os alle, så må vi også tage vare på vores medmennesker, fordi vi uundgåeligt bærer en del af deres liv og lykke i vores hænder. Det handler om gensidig afhængighed - om at give og modtage i kærlighed.

Men med Biblens budskab er det jo ikke sådan, at hvis bare vi er omsorgsfulde og næstekærlige overfor hinanden, så kan vi lade grådighed og egoisme råde på alle andre områder. Selvfølgelig ikke! Og helt konkret så går det jo faktisk ud over vores næste, når vi ikke tager vores ansvar for at passe på naturen alvorligt. Overordnet rummer Biblen en grundtone af, at alt liv er en kostbar gave, som det er betroet os at passe på. Skabelsesberetningen er en billedlig fortælling om, at livet er givet os af noget, der er større end os selv. Det er en billedlig fortælling om, at Gud betror naturen i menneskenes varetægt i tillid til, at vi vil forvalte den med omtanke og respekt. Det kunne have været så godt, men det endte som bekendt rigtig skidt med svigt og fralæggelse af ansvaret for det liv, der blev betroet i vores hænder.

Men heldigvis ender historien ikke dér, for den allerstørste fortælling i Biblen rummer troen på, at livet altid vil sejre, og håbet om, at kærligheden kan overvinde og forvandle alt til det bedre. Reformatoren Martin Luther sagde engang sådan her: Selvom jeg vidste, at Jorden ville gå under i morgen, ville jeg plante et æbletræ i dag. Det er en smukt billede på, at vi skal huske at tage vare på hinanden og livet, mens vi har det. At vi som mennesker, på trods af vi kun er her på lånt tid, først og fremmest har til opgave, at få livet og hinanden til at vokse og blomstre og sætte frugt. Et billede på, at det nytter og aldrig er for sent at handle til vores omgivelsers bedste.

Udenfor mit vindue spirer og gror det atter, og mon ikke de fleste, ligesom jeg, nyder denne årstid i særlig høj grad? Foråret er glædens tid - forventningens tid. Snart vil naturen summe af liv og skønhed. Så mens vi venter på, at livets vidunder atter vil folde sig ud i fuldt flor, og farverne for alvor vil vende tilbage, kunne vi måske minde os selv om, at med livets gave følger en opgave og et ansvar, som er betroet i din og min hånd. Ikke i forventning om ros og belønning fra Gud, men af ren og skær næstekærlighed - af kærlighed til de kommende generationer, hvis liv og skæne vi bærer i vores hænder. Og ikke mindst af kærlighed til den natur, som vi er så tæt forbundne med. For findes der i grunden noget smukkere end et æbletræ, der blomstrer i foråret?

/ Mikkel Togsverd