Påskefejring i Gurre Kirke

Palmesøndag den 14. april kl. 10.30

Vi skal se Tine K. Skau´s musikdrama om Jesus fra fødsel til død og opstandelse. JESUS forestillingen er fyldt med musikalske og scenografiske virkemidler - så der performes med nærmest alt andet end det talte ord. Scenerne i Jesu liv skifter gennem lyd, koreografi og et kostume i evindelig forvandling.
Vi inddrages i forestillingen og bliver medspillere i en vidunderlig historie om Biblens superhelt nr. 1.

Under FAMILIE gudstjenesterne medvirker også Kirkernes Børne- og Ungdomskor og efter gudstjenesterne er alle velkomne til fejring, hvor vi skal synge forårssange, male påskeæg, pynte påsketræ og lege gamle påskelege.

Langfredag i Gurre Kirke

Langfredag den 19. april kl. 10.30

LAGRIME DI SAN PIETRO - ORLANDUS LASSUS TIL PÅSKE

I år kan vi glæde os til at høre det professionelle vokalensemblet Musica Ficta og deres dirigent Bo Holten med et helt særligt program fra renæssancens storhedstid, nemlig Lagrime di San Piertro af flamske Orlandus Lassus.

Lassus’ tonesætninger af ”Petri tårer” om Peters anger over tre gange at have forrådt Jesus, viser komponisten fra den mest mystiske, ydmyge, men samtidig farverige og originale side. Det var i de sidste leveår at Lassus helligede sig kompositionen af 21 syvstemmige madrigaler, hvoraf de 20 første er tonesætninger af Luigi Tansillos ”Lagrime di San Pietro”.

Madrigaler var som udgangspunkt verdslige kompositioner til ofte meget verdslige tekster, som på dette tidspunkt var en af de hotteste musikalske udtryksformer. Madrigalernes popularitet uden for kirken bevirkede at stilen også fandt vej til en religiøs brug under betegnelsen ”madrigale spirituale” (åndelige madrigaler). De åndelige madrigaler blev et af modreformationens redskaber til at genvinde momentum i midten af 1500-tallets religiøse spaltning. Madrigalerne blev med deres verdslige tonesprog – nu med religiøse tekster – et nyt og mere almentilgængeligt supplement til katolicismens stramme liturgi. Lassus er en af de største eksponenter for denne dramatiske kompositionsstil, som med farverigt tonesprog ikke kun formidler, men iscenesætter evangeliets - og i dette tilfælde også samtidige poeters - tekster.

Ved årets påskekoncerter vil vi give publikum oplevelsen af netop, hvor dramatisk og nærværende denne periodes religiøse musik kan være. Projektet forener to af Musica Fictas for tiden vigtigste interesseområder. For det første har ensemblet i mange år haft tradition for at opføre Lassus til påske, og har indspillet og udgivet komponistens Matthæuspassion som har høstet flere gode internationale anmeldelser. For det andet har Musica Ficta de seneste ti år arbejdet meget dybtgående med den italienske madrigalgenre særligt efter ensemblet i 2016 modtog 750.000 fra Beckett-Fonden til at forske i den rette opførelsespraksis for netop denne musik.

Musica Ficta betragtes nu som et af de førende ensembler i verden inden for madrigalsang og nu glæder vi os til at forene disse to så passionerede interesser og indvie publikum i denne særegne komponist og stil. Musica Ficta er anerkendt som et af de bedste ensembler i Europa inden for den tidlige vokalmusik, og giver omkring 40 koncerter om året i ind- og udland.  Undervejs vil der blive læst op af Jesu lidelseshistorie og sunget fællessalmer.

Sognepræst Annemette Nissen medvirker som liturg.