Gurre menighedsråd
Underskriftsbemyndiget: VO, MBJ NYT FRA GURRE MENIGHEDSRÅD Menighedsrådet har konstitueret sig på følgende måde: Mette Joanesarson næstformand, Orla Johansen kontaktperson og kirkeværge, Anders Tranberg bygningskyndig og Vibeke O'Sullivan formand. På efterårets menighedsmøde gav flere af deltagerne udtryk for, at de var glade for de forskelligartede aktiviteter som foregår i Gurre Kirke. Andre sognebørn fortæller os det samme, og det glæder menighedsrådet. Her i 2012 lagde vi i januar ud med en salmedigter eftermiddag, hvor vi fik indblik i hvorledes digtere arbejder med tilblivelsen af en salme og vi havde også mulighed for at synge nogle helt nye moderne salmer. Det var nogle meget interessante timer. Næste spændende foredrag foregår den 28. februar, hvor teolog Birgitte Kjær Mikkelsen vil fortælle os om Team Rynkeby. Birgitte cyklede sidste sommer til Paris med Team Rynkeby. I Gurre Kirke har vi en meget dygtig organist og en sanger med en dejlig stemme, som sørger for den musikalske del af gudstjenesterne. Derudover deltager der også ofte børn ved højmesserne, og de er fra Henrik Schröders børne- og ungdomskor: Børnene synger utrolig godt og det oplevede vi ved familiegudstjenesten den 4. december, hvor de også gik Lucia. I løbet af foråret bliver der mulighed for at høre dem til forårskoncerten i Gurre Kirke og ved den fælles udendørs pinsegudstjeneste i Hornbæk (se datoer mm. inde i bladet). Som tidligere nævnt er der Menighedsrådsvalg i år. Det er vigtigt, at I viser jeres interesse for kirken og vores lokale samfund. Der er mange måder man kan deltage i arbejdet og derved få indflydelse på, hvordan kirken skal udvikle sig i de kommende år. Hvis I har lyst til at høre nærmere om mulighederne, så ring og få en uforpligtende snak med et af menighedsrådsmedlemmerne. Menighedsrådet ønsker alle et godt forår Vibeke O'Sullivan |